Forfatter: JG Gylling
Forlag: Forlaget Brændpunkt
ISBN: 9788793383012
Format: Hæftet, Roman, 143 sider
Smagen af honning (herefter SH) er, efter hvad jeg kan finde ud af, forfatteren JG Gyllings (Herefter JG) debutroman. Der er tale om en realistisk roman, der tager udgangspunkt i et sygdomsforløb, og læseren får lov til at følge det på nært hold.
Jeg læste, vanen tro, bogen to gange, og synes uden forbehold at JG har gode færdigheder inden for det danske sprog. Der er styr på tingene på den front. Handlingsmæssigt er der elementer, der med held kunne være udeladt, og andre, der skulle have været styrket. Med det sagt, så lad anmeldelsen begynde.
Uddrag fra bagsiden
Smagen af Honning sætter fokus på livets kausalitet og menneskelig skrøbelighed, når vi følger en udadtil gennemsnitlig og tidstypisk dansk familie. Da familien rammes af sygdom, slår hverdagslivets facade sprækker.
I SH møder vi en ganske normal familie, der består af Joan og Bjørn. De har døtrene Rosa og Liv, som lige er flyttet hjemmefra. På overfladen ser det ud som om det er en velfungerende familie, men under det tynde lag fernis er der mange ting galt. Liv eksperimenterer med det at være voksen, Rosa gennemgår et voldsomt teenageoprør, Bjørn har forelsket sig i at cykle, cykle, cykle og midt i det hele står Joan, der gennem nogle måneder har blødt fra underlivet. Det bliver værre og værre, og smerterne tager til. Efterhånden som bogen skrider frem, bliver læseren meget klar over at det står rigtig skidt til med Joan. Hvor skidt vil jeg ikke spolere her.
JG har et godt greb om sproget, og fører sikkert læseren gennem handlingen. Sproget er meget metodisk og detaljeorienteret, hvilket fungerer rigtig godt i denne type fortælling, hvor det kun er en styrke, hvis læseren både kan identificere sig med hovedpersonen og dennes omgivelser. Størstedelen af handlingen er centreret omkring Joan. Man følger hende i to spor. Et nutidigt, hvor hun kæmper mod sin sygdom, og et fortidigt, hvor en masse omkring hendes opvækst, forældre og søskende afslører sig. Det fungerer rigtig fint med de to spor, der supplerer hinanden, og ofte kan man forstå Joans reaktionsmønstre i nutiden ud fra de episoder, der er blevet beskrevet i fortiden. Ofte ændrer sproget sig lidt i lyrisk retning, når vi får lov til at se tilbage, hvilket fungerer rigtig fint. Blandt andet finder man ud af, at hendes far var alkoholisk og der anes også tråde til noget incestuøst. Her synes jeg det er ærgerligt, at JG ikke blander endnu mere af fortiden ind i fortællingen. Det er fint at hentyde, men det er også på sin plads af og til at servere tingene råt for usødet.
Hvor hovedpersonen Joan er rigtig godt beskrevet, blandt andet gennem forskellige hændelser, halter det mere med resten af persongalleriet. For det første er det MEGET stort, når man tænker på hvor kort bogen er, og for det andet bliver de ikke på noget tidspunkt så vedkommende som hovedpersonen. Joans nærmeste familie, Bjørn og døtrene, er udmærket beskrevet, men denne læser kommer ikke rigtig til at føle meget for dem. Dertil får de for lidt scenetid, og af og til kan de sekvenser, hvor det handler om andre end Joan, føles lidt som fyldstof. Det bringer mig til min største anke ved SH.
Historien om Joan, både den nutidige og den fortidige Joan, er rigtig fin og rørende. Den er vedkommende, sørgelig og først og fremmest til at tage og føle på. Derfor synes jeg det er ærgerligt, at der er så meget andet i bogen end netop hendes historie. Joan er en forsagt kvinde, men jeg finder det ikke rimeligt, at hun af og til ikke engang kan få lov til at være hovedpersonen i hendes egen fortælling. I stedet for skal der berettes om hendes venindes seksuelle vækkelse, Livs kærlighedsproblemer og Rosas teenagevrede. Der kommer til at løbe sekundære historier, og mange af dem. En om Bjørns cykling (og måske utroskab), en om Liv der prøver at være voksen og en om Rosa, hendes rygning og hendes oprør. Der er så mange, og de har det desværre med lidt at tage følelsen ud af den meget gode historie om Joan.
Dermed ikke sagt at det er tidsspilde at læse. Der er gode tanker, blandt andet i venindens historie, og Bjørns cykelfanatisme, og netop historierne om de andre voksne mennesker er udmærkede. De to unges fortællinger virke mindre godt; hvor de voksnes fortællinger er realistiske, virker de unges mere som en persons forestilling om hvordan unge mennesker er. Resultatet bliver, at alle deres problemer i sidste ende føles uvedkommende. Dette er ret ærgerligt, når man tager i betragtning hvorledes JG vælger at afslutte romanen.
Min sidste bemærkning går på romanens længde. Jeg kan rigtigt godt lide travehastigheden, der er lagt. JG bruger tid på at fortælle handlingen, lade den glide ganske organisk. Som læser gør det, at man selv sætter farten lidt ned og lader sig føre med. Dette ophører brat i de sidste tyve sider, der virker ekstremt hurtige. Alting afvikles i et vanvittigt tempo, og efterlader denne læser lidt undrende. Det ville have klædt romanen at føre sig selv lige så roligt og sikkert i mål, som den har gjort resten af vejen. Jeg tror ikke det havde været nødvendigt med mere end 20 sider til.
Jeg synes SH er en udmærket bog, der lige mangler det sidste for at være god. Mine ankepunkter kan læses ovenfor. Samtidig vil jeg sige, at den ikke er spild af tid at læse, da den giver et bevægende billede af en kvinde, der ikke helt ved hvad hun skal, eller om hun overhovedet skal noget længere. Målgruppen er de voksne, måske endog modne læsere. Yngre læsere vil næppe kunne spejle sig i fortællingen.
Anmeldt af A.Silvestri.
